Billeder
Siden jeg blev syg, har jeg genoptaget min gamle interesse for at tegne og male - og i det hele taget alt det der har med billeder at gøre. Det vil også sige at fotografere, og tage på museum og se, hvad andre har lavet.
Især er jeg meget begejstret for Johannes Larsen Museet i Kerteminde, og Faaborg Museum.
På denne side vil jeg vise nogle af de billeder jeg selv har lavet.
Nogle af dem er helt nye, mens andre har nogle år på bagen.

Her vil også blive vist nogle af de fotos jeg har taget gennem tiderne.
Ikke med anden bagtanke end, at jeg selv nyder at se dem, og det kunne jo være, at de også kunne glæde andre.
Fotos fra naturen
Jeg elsker at gå rundt i naturen - især i skoven.
Det er nok også derfor, at min samling af fotos fra naturen er ret så stor.
Der er billeder fra alle årstider, og af både dyr, træer, blomster og alt andet, som man finder udendørs.
Monet's bænk i Giverny
Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har besøgt den helt vidunderlige have, som ligge bare en times kørsel fra Paris.
Bænken, som Claude Monet ofte har siddet på, gav mig inspiration til at male dette billede.
Det var en sensommerdag, hvor den varme luft fik de fleste turister til at holde sig i skyggen. Så for en gangs skyld kunne man være i fred.
Jeg sad på en anden bænk i en lille time, og nød udsigten til Monet's bænk.
Flere år senere fik jeg så lyst til at lave maleriet.


Monet's bænk
2006
100x71 cm
Acryl på lærred
Morgenstemning på Kuredu
Det var den 4. januar. Klokken var lidt over otte om morgenen, og luftens temperatur var 35 grader på den lille atol i Maldiverne.
På vej til morgenmaden stoppede jeg ved lyden af vandflyveren, som skulle returnere til Male. Der hvor jeg stoppede for at lytte, oplevede jeg den stemning, som jeg har malet på dette billede.

Når jeg ser på det, fornemmer jeg igen duften af den varme tropeluft.
Morgenstemning på Kuredu
2006
Acryl på lærred
70x90 cm
Paris og
Eiffel-tårnet
Jeg holder meget af at besøge Paris, og har da også været der mange gange.
De fleste gange har jeg været en tur i toppen af Eiffel-tårnet. Den første gang var i 1977.
Siden har jeg tegnet, malet og fotograferet dette imponerende bygningsværk mange gange.
Billedet her blev malet mens jeg boede på Kronborg.


Eiffel-tårnet fra oven
Olie på træ
1978
69x61 cm
Forglemmigej
Jeg fik en gang en pose Forglem-mig-ej-frø i en lille pose af moster Ella. Posen med frøene brugte jeg i mange år som bogmærke, indtil jeg i 2003 fandt på at så dem i et bed ved huset i Ellinge.
Siden har de spredt sig, og nu kan man finde Forglem-mig-ej overalt i Ellinge.


Forglemmigej
Digitalt foto
2004
Huset i Brunémont
Mit første besøg i Frankrig var i en lille by, ikke langt fra den belgiske grænse. Det var i 1977. Byen hedder Brunémont, og bar den gang tydelig præg af at være ramt af krig.
Mange huse var beskadiget, men selvom der var lavet en del reparationer, var der mange mærker efter en hård behandling.
Jeg tog et par få billeder dér den gang, og et af dem har inspireret mig til at male "Huset i Brunémont.


Huset i Brunémont
Olie på træ
1978
51x25 cm
Dame i rødt
Billedet er lavet i den periode, hvor jeg boede på Kronborg, og hvor jeg malede på alt, der var plant.
Her er det en rest træ fra et gammelt køkken.


Dame i rødt
1978
Olie og acryl på træ
40,5x57 cm
Eiffeltårnet nedefra
Billedet er også lavet i den periode, hvor jeg boede på Kronborg.
Her er det en rest spånplade, som undgik at ryge til forbrænding.


Eiffeltårnet nedefra
1978
Olie på træ
35x50 cm
Pigen fra 1978
Billedet er også fra Kronborg-perioden.
Jeg havde den gang fri adgang til de fineste oliefarver - ganske gratis. Men der var kun okker, blå, hvid og sort. Og en sjældent gang en meget lille tube rød.
Det gav visse begrænsninger, især når man som jeg, havde lyst til at eksperimentere.


Pigen fra 1978
1978
Olie på træ
25x42 cm
Monet's bro
En dag sad jeg i Monet's have - på den side af landevejen, hvor åkanderne og broerne er.
Det var en lun septemberdag, og luften stod helt stille i varmen, bortset fra den flimren, som varmen frembragte.
Mens jeg sad og døsede, kom jeg til at fokusere på en detalje på broen, på den anden side af søen, og det er den stemning, jeg har forsøgt at fange på dette billede.


Monet's bro
2006
Acryl på lærred
46x60 cm
Monet's bro
Jeg har mange fotos fra Monet's have i Giverny. Af en eller anden grund kan jeg blive ved med at fotografere broerne. Der er ikke noget nyt i alle disse billeder, men det er nok betagelsen ved stemningen i den pragtfulde have, som gør det magtpåliggende at blive ved med at fastholde motiverne.

Broen her står i den modsatte ende af søen, i forhold til billedet ovenfor.


Monet's bro
1999
Digitalt foto
Eiffel-tårnet
Samlingen af fotos fra Eiffeltårnet er ret omfattende.
Der er så mange herlige motiver på det bygningsværk - detaljer, som jeg aldrig bliver træt af at se på.



Eiffeltårnet detalje
1999
Digitalt foto
Åkande i
Monet's have
Monet's have i Giverny er en beroligende oplevelse, når man er blevet træt i hovedet af larmen og bilosen inde i Paris.


Åkande
1999
Digitalt foto
Tag i Bergheim
I Alsace er der mange små landsbyer, med de utroligste bygninger.
Her er det taget på et af de mange smukke huse i Bergheim.


Tag i Bergheim, Alsace
2003
Digitalt foto
Fabeldyr
Igennem flere år fra 1978 og frem, tegnede og malede jeg mange hundrede fabeldyr. Nogle af dem blev senere malet og foræret væk eller solgt.

Jeg har selv kun et par skitser tilbage.



Fabeldyr
Ca. 1980
Blyant
Fabelmyg
Ca. 1980
Blyant
Fyr i Norge
En gang i 80’erne var jeg på ferie i Norge. Det var i en isoleret hytte, hvor der bare var fred.
Der blev læst, løbet ture, og tegnet.


Fyr
Ca. 1984
Blyant
Klovn XXVI
Der blev lavet mange klovne- og dyrebilleder i 80’erne.
Jeg husker, at denne skitse senere blev malet, og givet væk - men til hvem - se det aner jeg ikke.


Klovn XXVI
Ca. 1985
Blyant
Stuen i Norge
Her et kig ind i den hyggelige stue.


Stuen i Norge
Ca. 1984
Blyant
Udsigten i Norge
Udsigten fra stuen i hytten.



Udsigten i Norge
Ca. 1984
Blyant
Klovner med fuld musik
Dette havde jeg helt glemt, at jeg havde lavet.
Men så kom Michael i tanke om, at han havde det stående på loftet - affotograferede det, og sendte det til mig.

Tak til Michael.



Klovner med fuld musik
Ca. ? (Jeg vil gætte på sent i 1960’erne, eller tidligt 70)
Vistnok plakatfarve.
Hvor mange gange jeg har været i Paris - det har jeg ikke tal på. Men det er mange.

De sidste år jeg havde min forretning, havde jeg flere kunder i Paris, og var derfor ofte i den herlige by.

Udsigten på billedet her er fra en gang i 1980’erne.
Jeg har endda stået på nogenlunde samme plet juleaften, på vej til julemiddag på et lille skib, der lå i Seinen, lige skråt over for Eiffel tårnet.
Skibet var lavet om til japansk restaurant ”Shogun”, og middagen var uforglemmelig, men meget lidt traditionel dansk.
Skibet hed så vidt jeg husker ”Thalassa”.
Senere fandt jeg ud af, at det var et søsterskib til Titanic.