Ellinge  -  Besøg www.ellinge.dk

Ellinge Smedie fylder 100 år i 2012
Se hvordan det ser ud i dag - kør musen hen over billedet.

Jeg flyttede til Ellinge i 1997.
Det var allerede den første gang jeg kom til Ellinge, at jeg vidste, at det var her, jeg hørte til.
Det var en lidt underlig oplevelse, men jeg husker tydeligt da jeg så Stævnetræet, da vidste jeg, at jeg var hjemme.

Traditionerne
Ellinge er et hyggeligt lille landsbysamfund, med alle de fordele og ulemper, det giver.

Der er mange traditioner, og efter min mening er det traditionerne som gør et samfund levende.


Træklipning

I Ellinge klipper mændene Stævnetræet en gang om året. Det er altid den sidste tirsdag i juni, og man mødes ved træet kl. 18.
Når træet er klippet, går man i forsamlingshuset og spiser sin medbragte mad, eller har købt smørrebrød hos værtinden.
Og så går snakken.

 

Gå-Banko

Har du hørt om Gå-Banko?

Det havde jeg heller ikke, men det er en årligt tilbagevendende tradition i Ellinge.
Gå-Banko er et initiativ fra det private bibliotek - Læseforeningen - som blev etableret i protest mod kommunens nedlæggelse af det kommunale bibliotek.
Læseforeningen inviterer til Gå-Banko, og alle mødes ved biblioteket, hvor man køber almindelige banko-plader, og lodsedler.
I stedet for at en person trækker numre, og råber dem op, går alle deltagerne en tur til den nærliggende Kalvehaveskov. Undervejs er der monteret numre på lygtepæle og træer, og man krydser så af på sin egen plade.

Når alle er tilbage er der udlevering af præmier - først til de som har "flest rigtige", og derefter på lodsedlerne.
Præmierne er altid mange og flotte, og sponseret af mange østfynske virksomheder og institutioner.

Gymnastikforening
Ellinge Gymnastikforening har i mange år arrangeret gymnastik i forsamlingshuset, og desuden taget initiativ til den årlige Sommerfest.
Til sommerfesten står hele byen på den anden ende.

De fleste er involveret på den ene eller den anden måde. Det kan være som opstiller af telte og boder, som bartender, kasserer i en bod, som grillmester og meget andet.

Det er som regel en festlig dag, som alle stiller op til - og glæder sig til.

Ellers har gymnastikforeningen i mange år arrangeret juletræsfest, julefrokost, fastelavnsfest og meget andet.

 

Årets Ælling
Prisen blev indstiftet i 2005 af Læseforeningen, og gives til en Ellinger-borger, som har gjort noget ekstra for det lokale samfund.

 

Burgerbaren

Tro det eller ej, men lille Ellinge fik i 2007 sin burgerbar som hedder "Hos Ællingen".

Det er den lokale SPAR-købmand, som har taget dette initiativ, og han og fruen står ofte selv i forretningen.
Hos købmanden kan man selvfølgelig købe "Ellingevin", som altid er en udsøgt fornøjelse, og så med etikette med lokalt præg.

 

Kirken

Ellinge Kirke er en smuk gammel kirke, der naturligvis fungerer som traditionel kirke. Men der udover arrangerer menighedsrådet flere spændende aktiviteter, som blandt andet koncerter.

Gymnastikforeningens logo er tegnet af nu afdøde Stig Dalsgaard.

Ringridning på havetraktor - fra Sommerfesten 2006.

Her er det Ib Kjærsgaard, som er dybt koncentreret.

Læs mere om kirken og den spændende altertavle på www.ellinge.dk.

Ellinge Kirke en forårsdag, når rapsen maler markerne gule.

Købmanden i Ellinge - og hans kone - er et par driftige personer, som ikke bare har fået rigtigt godt skub i den gamle købmandsforretning, men også åbnet grillbar med burgere og endda udendørs spisepladser.

Og naturligvis kan man købe Ellinge-vin.

Læseforeningens hovedopgave er at drive det lokale bibliotek, der har til huse i en bygning, som den lokale smed stiller til rådighed, med økonomisk støtte fra kommunen.
Udover bogudlån (mere end 1.000 bøger om året) og Gå-Banko, inviterer foreningen til besøg på herregårde, og det er altid en stor begivenhed.

Stævnetræet er et mere end 100 år gammelt lindetræ, og det holder sin karakteristiske form ved den årlige træklipning, som er foregået næsten lige så længe.

Det er ikke tilladt at benytte motoriserede hjælpemidler ved træklipningen.